Lejligheder i Gellerupparken står tomme
57 lejligheder står tomme i Gellerupparken og Toveshøj. De tomme lejligheder giver milliontab hos Brabrand Boligforening.
Årsagerne til, at lejlighederne står tomme er flere:
Et svækket boligmarked oven på finanskrisen. Sorterede ventelister, som forhindrer folk uden for arbejdsmarkedet i at flytte ind i boligblokkene. Og slidte lejligheder, der inden længe forventes at blive revet ned.
De dystre udsigter har nu fået næstformand i Brabrand Boligforening, Keld Albrectsen, til at henvende sig til Århus Kommune med et ønske om at få de manglende indtægter dækket via den såkaldte helhedsplan, der skal gøre Gellerup til et attraktivt område at bo i.
- Hvis vi skal få helhedsplanen til at lykkes og genskabe en god udlejning i de to afdelinger, er det afgørende, at kommunen og boligforeningen foretager denne investering, siger Keld Albrechtsen til Jyllands-Posten.