Lejlighed udbrændt i Grenaa
Ild i en ovn i køkkenet er sandsynligvis årsag til en omfattende brand i en lejlighed i aftes.
18. maj 2004, kl. 08:54
Mere end 30 dage gammel
En lejlighed i Lillegade i Grenaa udbrændte totalt, efter at der i aftes gik ild i køkkenet.
Politiet mener, at branden begyndte i en ovn, hvorefter den bredte sig til resten af lejligheden. Den 75-årige kvindelige beboer var dog på intet tidspunkt i fare, for hun forlod lejligheden efterhånden som ilden bredte sig. Også ejendommens øvrige beboere forlod bygningen.
Politiets brandteknikere skal senere forsøge at fastslå den præcise årsag til branden.