LEGO-klodser på skoleskemaet: Børn skal lære bedre gennem leg

200 børn er i denne uge samlet til en workshop, der handler om læring gennem leg. Det foregår på Lynfabrikken i Aarhus

01:44

I løbet af ugen skal 200 børn prøve kræfter med forskellige opgaver, der kombinerer leg og læring.

Selvom børnene fra fjerde klasse på Katrinebjergskolen i Aarhus er startet i skole igen efter efterårsferien, så er der fortsat masser af tid til at lege.

I denne uge deltager de nemlig i en workshop, der handler om læring gennem leg. Legen foregår på Lynfabrikken i Aarhus, og her bliver der bygget på livet løs med LEGO-klodser.

Læs også Slag med hammeren skal give børn interesse for håndværksfag

- Jeg ved ikke, om det har noget med skole at gøre. Jeg tror mest, det har noget med leg at gøre, siger Emil Hartig, der er elev på Katrinebjergskolen i Aarhus, til TV2 ØSTJYLLAND.

Han er sammen med klassekammeraten Sufyan i gang med at styre en LEGO-bil gennem en bane ved hjælp af en iPad.

I bund og grund så kunne man argumentere for, at hvis man kunne gøre alting til en leg i skolen, så ville børnene lære endnu bedre, end de gør nu.

Rasmus Kristoffersen, lærer

Og det er der ifølge lærer Rasmus Kristoffersen fra Katrinebjergskolen i Aarhus et læringsmæssigt formål med.

- Problemløsningen er en vigtig del af det her, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

I løbet af ugen skal 200 børn prøve kræfter med forskellige opgaver.

- I bund og grund så kunne man argumentere for, at hvis man kunne gøre alting til en leg i skolen, så ville børnene lære endnu bedre, end de gør nu, siger Rasmus Kristoffersen.

Læs også Tre søstre er opkaldt efter deres fars yndlingsbiler

Det er Funday Factory, som laver mobilspil, der står bag workshoppen sammen med Lynfabrikken og LEGO.

Emil og Sufyan har bevæget sig videre til den næste opgave, hvor de sammen bygger broer. Og hvis Emil Hartig tænker sig om en ekstra gang, så er der måske alligevel lidt læring at hente i aktiviteterne.

Emil og Sufyan fra Katrinebjergskolen i Aarhus er i færd med at bygge en bro af LEGO-klodser.

- Der er lidt matematik og lidt billedkunst i det. I billedkunst skal man være kreativ, og i matematik skal man regne, og det skal man her. Tænke over hvor lang broen er, og hvor meget den kan holde til, siger han.

Selvom samarbejdsdelen af opgaven ikke er så let endda, så lykkes det alligevel for Emil og Sufyan at bygge broen færdig til sidst.