Legetøj tilbagekaldes - risiko for kvælning

Trævarefabrikkernes Udsalg tilbagekalder gymnastik-ringe efter barn havde uheldig oplevelse

Det er de her gymnastikringe, som Trævarefabrikkernes Udsalg nu tilbagekalder.

I weekenden havde et mindreårigt barn en uheldig oplevelse med en gymnastikring fra Trævarefabrikkernes Udsalg, der betyder, at butikken nu tilbagekalder sine gymnastikringe.

Barnet fik halsen igennem rebet og faldt ned, så hagen hvilede på den øverste del af ringen og rebet strammede til bag ørerne. Barnet blev på den måde udsat for kvælningsfare, men da uheldet blev opdaget i tide er barnet uden for livsfare.

- Sikkerhed er en høj prioritet - ikke mindst, når det gælder børn. Vi anbefaler altid, at børn er under opsyn, når de bruger gymnastik-ringene, udtaler Henrik Lange, som er direktør hos Trævarefabrikkernes Udsalg, i en pressemeddelelse.  

Læs også Forbyd fyrværkeri til privat brug: Det skader børn og dyr

Alle kan få penge igen

Trævarefabrikkernes Udsalg har de seneste år solgt ca. 6.000 gymnastikringe i Danmark, og de giver pengene retur til alle, der ønsker at returnere deres gymnastikringe.

- Vi vurderer, at tovet, som ringene hænger i, kan udgøre en risiko for kvælning ved forkert brug, og derfor trækker vi gymnastik-ringene tilbage. Alle der har købt gymnastikringe hos Trævarefabrikernes Udsalg kan naturligvis indlevere købte gymnastikringe og få deres penge retur. Også selvom man ikke længere har en bon på produktet, siger Henrik Lange, som er direktør hos Trævarefabrikkernes Udsalg.

Læs også Luk ikke regionerne: - Afstanden til politikere bliver for stor