Legepladser frikendt for giftig jord
Kun én legeplads med lettere forurenet jord i Region Midtjylland
Forældre og pædagoger kan roligt sende børn ud på de offentlige legepladser i Region Midtjylland uden at risikere, at de kommer i kontakt med giftige stoffer som tungmetaller eller tjære.
Det er Region Midtjyllands konklusion efter at have krydstjekket samtlige offentlige legepladser i regionens 19 kommuner og sammenholdt deres beliggenhed med kortlægningen af mulige eller konstaterede jordforureninger.
Kun ét sted med lettere forurening
Kun ét sted, nemlig på legepladsen ved Odder Bibliotek, er der fundet en lettere forurening med tungmetaller og tjærestoffer.
Forurening farvede en bæk ved Hasselager blodrød
Her vil det øverste jordlag nu blive gravet væk og erstattet med ren jord, fortæller Poul Erik Christensen, formand for regionsrådets rådgivende udvalg for regional udvikling.
- Allerede nu er det ikke særlig sandsynligt, at børnene kommer i kontakt med den jord, som vi karakteriserer som lettere forurenet, for en del af legepladsen er dækket af et ret tæt græslag og resten af faldmåtter under legeredskaberne, siger Poul Erik Christensen i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Da der kun er tale om den ene legeplads, og fordi det kan være vanskeligt at rådgive alle brugerne om, at de bør vaske fingre, før de spiser madpakken, vælger vi at skifte det øverste jordlag. Det koster 100-200.000 kroner, og vi vurderer, at det er en OK pris for at kunne erklære alle de offentlige legepladser for rene.