Legendarisk østjysk spisested vinder årets bøfsandwich 2018

Både første- og andenpladsen ved 'Danmarks Bedste Bøfsandwich 2018' ligger i Østjylland.

Vinderen af årets bøfsandwich 2018 er Restaurant Kohalen i Aarhus. Foto: De Brune Riddere

I 2017 var det Rasses Skovpølser i Skanderborg, og i 2011 og 2014 var det Havnens Perle i Aarhus.

Nu kan endnu et østjysk spisested bryste sig af at være skaber af Danmarks bedste bøfsandwich. 

Læs også Kæmpe tarteletter på Alrø: - Kast ikke op på vores ø!

De Brune Riddere, der i syv år har smagt og bedømt bøfsandwicher i hele landet, har netop kåret Restaurant Kohalen i Aarhus, som vinder af 'Danmarks Bedste Bøfsandwich 2018'.

Det her er fandeme den bedste bøfsandwich, jeg har smagt i mit liv. 

Lasse H. Görlitz, formand, 'De Brune Riddere'

- Da vi var inde at spise den for et par måneder siden, tænkte jeg efter tre bidder: Det her er den bedste bøfsandwich, jeg har smagt i mit liv – og lad os bare være ærlige, jeg har fået et par stykker, siger Lasse H. Görlitz, der er formand for 'De Brune Riddere'.

Alt er hjemmelavet

På Restaurant Kohalen var det et personale i højt humør, der tirsdag formiddag modtog prisen. 

- Det er vi selvfølgelig meget stolte af. Vi har brugt meget tid på at udvikle, lave om og lave nyt, så det er helt kanon at få den. Det er fedt at få cadeau for det, man har lavet, siger Toke Farsø Jensen, der er kok på Restaurant Kohalen. 

01:00

VIDEO: TV2 ØSTJYLLAND var med, da 'De Brune Riddere' overrakte prisen til Restaurant Kohalen 

Luk video

Han vil gerne røbe en del af hemmeligheden bag den succesfulde bøfsandwich. 

- Det er at lave det fra bunden, lave det ordentligt og så masser af kærlighed. Så bliver det altid bedst, siger Toke Farsø Jensen.

Bøfsandwich på Kohalen

Hjemmebagt bolle

Bløde løg

Hjemmesyltede rødbeder

Agurkesalat

Sennepspickles

Ristede og rå løg

Ketchup, sennep og remoulade

Brun sovs

Serveres med friterede kartofler

Og netop fokusset på det hjemmelavede, er også noget, som Lasse H. Görlitz og 'De Brune Ridder' har bidt mærke i. 

Læs også Webdok: Han aflurede dankortkoder og slog folk ned

- Kohalen udmærker sig ved at lave en bøfsandwich, hvor alt er hjemmelavet – og jeg mener alt. De står selv og laver sennep og ketchup, de rør remoulade, de bager selv bollen, og der er seks forskellige slags løg i, siger Lasse H. Görlitz og fortsætter: 

- Det er et måltid, der sætter alle dine sanser på hårdt arbejde, men det er det værd.

Lasse H. Görlitz fortæller, at Kohalens bøfsandwich er den bedste, han nogensinde har smagt. 

Han er sikker på, at konkurrencen bliver endnu hårdere næste år. 

- Det er syvende år, og vi har oplevet, at niveauet stiger år efter år. Det ville undre mig, hvis det ikke bliver endnu vildere næste år, siger Lasse H. Görlitz. 

En bøfsandwich på Restaurant Kohalen koster 159 kroner. 

Vindere af Den Brune Camino

2018 - Restaurant Kohalen, Aarhus 

2017 - Rasses Skovpølser, Skanderborg
2016 - Grisen, København
2015 - Grisen, København
2014 - Havnens Perle, Aarhus
2013 - Vestre Bådelaug, Aalborg
2012 - Havnens perle, Aarhus