Leg med ild skyld i brand

Drenges leg med tændstikker er formentlig skyld i en mindre naturbrand på Mols

Foto: Google Maps

Brand og redning Djursland rykkede søndag aften ud til en naturbrand på Fuglsøvej på Mols.

- Det er ikke ret meget, der er brændt, men det er formentlig nogle drenge, der har fået fat i nogle tændstikker, og så har de prøvet at sætte ild til en træstub, siger indsatsleder Lene Grønnemark fra Brand og Redning Djursland til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Branden skete i nærheden af en spejderhytte og en campingplads. Folk fra campingpladsen var i gang med at slukke branden, da brandvæsnet ankom.

- De havde næsten fået den slukket, så vi lavede en efterslukning. Det er et område på tre gange tre meter af skovbunden, det drejer sig om, siger Lene Grønnemark.

Bestyreren fra campingpladsen havde tidligere på dagen set nogle spejdere i området, og han vil nu tage en snak med dem for at høre, hvad der sket.