Ledige vil gerne tvinges til motion
Diabetes er dobbelt så hyppig blandt lavtuddannede som blandt højtuddannede, siger midtjysk sundhedsekspert.
Motion - også gerne tvungen motion - kan med fordel bruges i indsatsen for arbejdsløse. Det viser erfaringerne fra seks kommuners forsøg på at få borgere, der er uden arbejde, til at leve sundere.
Kommunerne har lavet forskellige projekter, som skulle få kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og faglærte og ufaglærte arbejdsløse til at leve sundere, skriver Urban.
Undersøgelser har nemlig vist, at den lavest uddannede del af befolkningen kan forvente en levetid, der er otte år kortere end de højtuddannede, og de lavtuddannede har 12 raske år færre end de højtuddannede.
- Diabetes er dobbelt så hyppigt blandt de lavtuddannede end blandt de højtuddannede. Der er også dobbelt så mange rygere blandt de lavtuddannede og en betydelig større forekomst af overvægt og stress, siger sundhedskonsulent i Region Midtjylland Finn Breinholt Larsen.
Borgerne deltog i et sundhedsforløb
I en forsøgsordning har nogle kommuner som led i et aktiveringsforløb af kontanthjælpsmodtagere krævet, at borgerne deltog i et sundhedsforløb, hvor de blandt andet skulle dyrke motion.
- Man har krævet af dem, at de deltog, men viften af muligheder for at dyrke motion har været stor. Det kunne blandt andet være fitness, styrketræning, yoga, løb, svømning eller gåture. Erfaringerne har vist, at borgerne ikke har haft noget imod, at det var obligatorisk, fortæller seniorkonsulent i rådgivningsvirksomheden Cowi Lars Skytte Petersen.
Han skal på en konference i dag om lighed i sundhed, der er arrangeret af Sundhedsstyrelsen, fremlægge erfaringerne med at fremme sundhed hos folk, der står uden for arbejdsmarkedet.
- Projekterne har ikke fundet en løsning, der i et snuptag løfter denne befolkningsgruppes sundhed. Men kommunerne har erfaret, at sundhed kan bruges til at få folk videre i deres liv,« siger centerchef i Sundhedsstyrelsen Else Smith til Urban.
Og kommunerne kan gå længere end de troede.
- Kommunerne har frygtet, at borgerne ville synes, det var for formynderisk, hvis de blandede sig i folks sundhed, men det har vist sig, at der ikke har været stor modstand blandt borgerne, og de har ikke haft noget imod, at kommunen pressede dem lidt, siger Lars Skytte Petersen.
Derimod har andre projekter, der var baseret på frivillighed, ikke givet gode resultater.
- Der har været indsatser i nogle boligområder, der var baseret på frivillighed, men her har det været meget svært at få folk til at møde op.
Projekterne har også vist, at kommunerne skal tænke over, hvilke vaner de ansatte har.
- Det personale, der møder borgerne, skal være foregangsfolk. En overvægtig sagsbehandler, der ryger og spiser burgere, kan have svært ved at overbevise en kontanthjælpsmodtager om, at han skal spise sundt, siger Lars Skytte Petersen til Urban.
Kilde: Urban