Ledige skal være iværksættere
Kommunen skal hjælpe, mener de Radikale
Aarhus Kommune bør støtte ledige til at blive iværksættere, lyder det fra formanden for Radikale Venstre i Aarhus, Sander Jensen (R).
- Vi skal tænke i nye baner for at få ledige i beskæftigelse og skabe job. De ledige sidder ofte alene med deres ideer og drømme og kan få glæde af nye faglige fællesskaber og muligheder. Derfor skal ledige kunne mødes i erhvervsrettede og åbne fællesskaber og støttes i at afprøve deres potentiale for at blive iværksættere, siger Sander Jensen i en pressemeddelelse.
Skal oprette erhvervsklynger
Sander Jensen foreslår, at kommunen opretter erhvervsklynger, hvor ledige kan dele viden, inspirere hinanden og få faglig sparring fra uddannelser og erhvervsliv.
- Det er let at komme i gang inden for de kreative erhverv, fordi det ikke kræver de store investeringer. Samtidig satser både region og regering på vækstplaner inden for området. Derfor er det sund fornuft at tænke de ledige ind i planerne for at skabe nye kreative iværksættere, siger Sander Jensen.
Et halvt års sparringsforløb
Han foreslår, at kommunen tilbyder et halvt års sparringsforløb for ledige, der gerne vil være iværksættere, og at kommunen stiller lokaler til rådighed.
Sander Jensen vil nu tage kontakt til beskæftigelsesrådmand Hans Halvorsen (S) for at diskutere mulighederne for målrettet at hjælpe ledige med at blive iværksættere.