Ledig i mere end fire år: Så stor forskel er der i kommunerne
Nye tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at der er store udsving fra kommune til kommune i Østjylland, når det gælder langtidsledige
Hvis du er uden arbejde og bor i Norddjurs Kommune, så er der større chance for, at du har været på kontanthjælp i mere end fire år, end hvis du eksempelvis var bosat i Favrskov.
Det viser de nyeste tal fra Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase DREAM, som Dansk Arbejdsgiverforenings nyhedsbrev Agenda har analyseret og lavet beregninger ud fra.
Så mange procent har været ledig i mere end fire år
Aarhus: 26,0 procent
Randers: 25,1 procent
Horsens: 25,0 procent
Silkeborg: 22,5 procent
Syddjurs: 20,8 procent
Skanderborg: 18,6 procent
Odder: 12,8 procent
Favrskov: 12,1 procent
Der er ingen tal for Samsø.
Kilde: Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase DREAM.
I Norddjurs Kommune har 26,6 procent af kontanthjælpsmodtagerne gået hjemme i fire år eller mere. Det svarer til mere end hver fjerde.
Længere syd på i Favrskov og Odder er andelen langt lavere. Her er det kun henholdsvis 12,1 og 12,8 procent, hvilket svarer til omkring hver ottende.
Læs også
Analysen viser altså store forskelle kommunerne imellem - og det kan der være en grund til:
- Når kommuner med nogenlunde samme udfordringer klarer sig vidt forskelligt, når det kommer til at sætte kontanthjælpsmodtagere i beskæftigelse, indikerer det, at kommunernes tilgang til opgaven er af væsentlig betydning for succes, lyder det i analysen fra Dansk Arbejdsgiverforening.
Læs også
Personerne i analysen har alle været på enten kontanthjælps- eller uddannelseshjælp eller fået integrationsydelse. De er alle i kategorien langtidsledige og har været på kontanthjælp stort set uafbrudt i perioden.
Du kan klikke dig rundt i alle beregningerne for de enkelte kommuner i Danmark ved at klikke her.