Leder for stor skole fyret efter protest fra forældre
Efter længere tids mere eller mindre udtalt kritik får stor skole i Aarhus nu en ny leder.
Når de 1243 elever på Skødstrup Skole mandag møder ind til undervisning, er der et nyt navn på skolelederens dør.
Mikkel Kruuse-Andersen er således ikke længere skoleleder for den store skole i Aarhus.
Læs også
Han er blevet fyret af direktøren for Børn og Unge i Aarhus Kommune, Martin Østergaard Christensen.
- Jeg har ud fra en helhedsvurdering besluttet, at Mikkel Kruuse-Andersen ikke længere skal være skoleleder på Skødstrup Skole. Det kan jeg ikke uddybe nærmere, da det vedrører en personalesag, skriver Martin Østergaard Christensen i en mail til TV2 ØSTJYLLAND.
Forældre forlod skolebestyrelse
Fyringen sker efter længere tids utilfredshed med Mikkel Kruuse-Andersen blandt en del af forældrene på Skødstrup Skole.
TV2 ØSTJYLLAND kunne den 26. februar oplyse, at fem ud af syv medlemmer i skolebestyrelsen på Skødstrup Skole havde forladt bestyrelsen i protest mod skolens leder.
Læs også
De fem tidligere bestyrelsesmedlemmer mente, at Mikkel Kruuse-Andersen ikke tog sig af problemerne på skolen.
Ifølge de tidligere bestyrelsesmedlemmer drejede problemerne sig blandt andet om et utal af vikarer, klassesammenlægninger og dårlig trivsel i nogle klasser.
Læs også
En stemme blandt mange
Bettina Riis Høeg, et af dem fem frafaldne bestyrelsesmedlemmer, tager fredag beslutningen om at fyre Mikkel Kruuse-Andersen 'til efterretning'.
- Nu ønsker vi bare at se fremad og få skabt en rigtig god lokal skole. Vi glæder os til bare at skulle være forældre og ikke de afgåede bestyrelsesmedlemmer, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Bettina Riis Høeg mener ikke, at de fem forældres beslutning om at forlade skolebestyrelsen er skyld i, at Mikkel Kruuse-Andersen nu er tidligere skoleleder for Skødstrup Skole.
- Vi har været en stemme blandt mange stemmer, der har ytret sig om samarbejdet med skolelederen og den manglende tillid. Jeg tænker ikke, at det kun handler om det, vi har bragt til torvs, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Ro og styrke
Direktøren for Børn og Unge i Aarhus Kommune, Martin Østergaard Christensen, kan ikke ikke udtale sig om detaljerne i forbindelse med fyringen, da der er tale om en personalesag.
- Min vurdering er, at et skifte på skolelederposten er nødvendigt for at skabe ro og styrke samarbejdet på og omkring Skødstrup Skole. Vores primære opgave er at skabe en god og stabil skole for børn, forældre og medarbejdere, skriver Martin Østergaard Christensen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- I det er tillid og samarbejde mellem forældre, ledere, bestyrelse og medarbejdere en vigtig forudsætning.
Læs også
Samme ordlyd fremgår af et opslag på forældre-intra på Skødstrup Skole. Heraf fremgår det også, at Børn og Unge i Aarhus Kommune har besluttet at ansætte 42-årige Henrik Kallestrup med øjeblikkelig virkning.
Ny leder fra Viby
'Det er nødvendigt at tilføre skolen ledelsesmæssig kraft her og nu, fremfor at slå stillingen som skoleleder op, står der i opslaget forældre-intra.
Henrik Kallestrup har ifølge Børn og Unge 12 års erfaring som leder. Han har været leder på Viby Skole siden august 2015.
Læs også
Henrik Kallestrup tiltræder på mandag, hvor han vil hilse på medarbejderne fra morgenstunden.
Det har fredag ikke været muligt at få en kommentar fra Mikkel Kruuse-Andersen. Da TV2 ØSTJYLLAND den 26. februar besøgte Skødstrup Skole, sagde han dog, at han savnede tålmodighed fra skolebestyrelsens side.
- Det er et grundvilkår, når man skal flytte så stor en organisation, at ting tager tid og skal masseres ind, sagde han dengang til TV2 ØSTJYLLAND.