Leder efter forsvundne piger
Politiet leder stadig efter de piger, der udløste et familieopgør i Gellerup i går.
Århus Politi leder stadig efter to 15-16 årige piger, der forsvandt kort inden et stort familieopgør i Gellerup i går.
De to libanesiske piger forsvandt i en bil sammen med to palæstinesiske mænd. Det udløste kort efter et voldsomt familieopgør, hvor to libanesere med baseballkølle og kniv gik til angreb på en 24-årig palæstinenser. Manden fik blandt andet kraniebrud og tandskader, men er dog uden for livsfare. Politiet sendte kort efter alt disponibelt mandsskab til området, hvorefter en af gerningsmændene blev anholdt. Politiet leder stadig efter den anden person, der deltog i overfaldet.
Århus Politi ved ikke, om de to piger blev tvunget ind i bilen eller de frivilligt tog med.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i aftenens udsendelser.