Laver teltlejr i protest

Unge studerende fortsat uden bolig  

Masser af unge mangler fortsat en bolig i studiebyen Aarhus, og nu laver de studerende en teltlejr i ren og skær protest.

Skjoldhøjkollegiet udvides dermed med en teltfløj. Det sker i protest mod, at Aarhus Kommune ikke magter at tilbyde en bolig til alle de studerende, byen er så vilde med at invitere, skriver stiften.dk

Teltlejren er for både nye og gamle studerende som endnu ikke har fundet et sted at bo på trods af den såkaldte bolig garanti.

- De studerende som hører under boliggarantien kan komme til at vente til jul med at blive huset, mens de studerende som har været bosat i Aarhus frem til de blev hjemløse kan komme til at vente helt ind i det nye år, siger Anne Hegelund fra den lokale ungdomsorganisation SUF Brabrand til avisen.