Lav løn på festivaler
Timelønnen i bund på musikfestivaler
Mange tusinde danskere arbejder til en ussel løn på landets musikfestivaler
Nyhedsbureauet Newspaq har regnet timelønnen ud for en række af landets største festivaler - herunder Skanderborg, Samsø og NorthSide i Aarhus - og lønnen er langt under, hvad man som ufaglært kan tjene i timen.
Den laveste løn tjener man hos Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg.
Vælger man at tjene til armbåndet før eller efter festivalen, så giver de cirka 42 timers arbejde blot en timeløn på 46,50 kroner. Det er cirka en tredjedel af en rengøringsassistents mindsteløn.
- Jeg vil slet ikke gå ind i en diskussion om timelønnen. Det er en forkert måde at anskue det på. Hele forenings-Danmark lever af frivilligt arbejde, og de, der arbejder frivilligt på vores festival, gør det for sammenholdet og festens skyld, ikke for at tjene penge, siger talsmand for Skanderborg Festival Poul Martin Bonde til Newspaq.
Samsø også i bund
Poul Martin Bonde fortæller, at arbejdet før og efter festivalen går med at sætte op eller pille festivalen ned igen. Under festivalen skal der være vagter og personale i barer og boder.
Minimums-arbejdstiden er 24 timer og maksimum er cirka 42 timer, skriver festivalen på sin hjemmeside. Arbejder man under festivalen, så er timelønnen dog næsten fordoblet til 81,50 kroner.
En anden festival, der giver bundløn, er Samsø Festival, hvor lønnen for arbejde er på 48 kroner.
Udover timelønnen tilbyder en række festivaler flere daglige måltider til de frivillige.