Mindre kriminalitet på Smukfest, men en stigning i sager om vold og voldtægt

Den seneste uge har omkring 55.000 mennesker hver dag været samlet på Smukfest i Skanderborg

55.000 gæster besøgte hver dag Smukfest. Foto: Helle Arensbak - Ritzau Scanpix

En opgørelse fra Sydøstjyllands Politi viser, at festivalen har haft færre anmeldelser end de foregående år. Der er dog en stigning i sager om vold og voldtægt.

Ifølge Ritzau er der i en af de to sager om voldtægt anholdt en 19-årig mand fra Viborg. Han er varetægtsfængslet og har ifølge politiets sigtelse voldtaget en 21-årig kvinde fra Odense.

Når man ser på det overordnede billede af årets festival, så er Poul Steffensen fra Sydøstjyllands Politi godt tilfreds.

- Når man ser i lyset af, hvor mange mennesker der er forsamlet i 8 dage, så synes jeg, at vi er godt med, og jeg er meget tilfreds, fortæller Poul Steffensen.

Når man ser i lyset af, hvor mange mennesker der er forsamlet i 8 dage, så synes jeg, at vi er godt med, og jeg er meget tilfreds.

Poul Steffensen, Sydøstjyllands Politi

 

Læs også Efter dødsbrand: Norddjurs vil sikre plejecentre

Og han mener, at det blandt andet hænger sammen med gæsternes indstilling til festivalen, og at alle gæsterne modsat tidligere år skal have armbånd på for opholde sig på festivalens områder.

- Alle de gæster der er på festivalen har armbånd. Folk kommer for at få gode dage, og rigtig mange kommer med en indstilling af, at det skal være en fest.

Anmeldelser af tyveri og euforiserende stoffer er faldet

Politiet har modtaget færre anmeldelser om tyveri end de foregående år. I år har de modtaget 21 anmeldelser, hvor de i 2017 modtog 34 og i 2016 modtog 59 anmeldelser.

Kilde: Opgørelse fra Sydøstjyllands Politi

- Vi har opfordret folk til at tage fat i festivalen inden, at de melder det til politiet. En pung eller mobiltelefon kan ofte være tabt i stedet for stjålet, og det kan have været med til at ændre billedet, mener Poul Steffensen.

Glade festivalgæster til koncert på Smukfest. Foto: Helle Arensbak - Ritzau Scanpix

Og der har også været et fald i de euforiserende stoffer på festivalen.

- Vi har fundet en del stoffer under telte, hvor vi ikke har taget gerningsmanden sammen med stofferne. Vi har derfor en del hittestof, hvor vi ikke har sigtet ejermændene af stofferne.

Politiet har endnu ikke opgjort, hvor meget hittestof de har taget, men det kan være med til at have påvirket opgørelsen af de euforiserende stoffer.