Lauge bliver joker til OL
Træner tror på sine spillere på landsholdet
Bjerringbro-Silkeborgs træner Carsten Albrektsen har stor tiltro til sine to lokale spillere, Rasmus Lauge og Kasper Nielsen, som skal hjælpe det danske landshold i London, når der skal kæmpes om OL medaljer.
Han tror på, at Danmark kan gå hele vejen ved OL.
- Rasmus Lauge har en noget anden rolle på landsholdet end på klubholdet. Der er stor forskel på at skulle drive spillet i BSV i 60 minutter med risiko for at begå fejl, og så komme ind som den unge spiller med gå-på-mod til at tage en chance på landsholdet, siger Carsten Albrektsen til mja.dk.
- Den rolle har landstræner Ulrik Wilbek været god til at finde til Rasmus Lauge, og jeg vil blive overrasket, hvis han spiller 30-40 minutter i hver kamp ved OL. Det bliver snarere 10-20 minutter i hver kamp, siger Carsten Albrektsen til mja.dk.
Rasmus Lauge, Kasper Nielsen og co. spiller første kamp i London mod Ungarn søndag aften klokken 22.15 dansk tid.