Laudrup mod Randers FC?
Risikerer hård modstand i Europa League
Der venter muligvis Randers FC hård modstand, når de i begyndelsen af august spiller kvalifikation til Europa League i fodbold.
Når der 19. juli trækkes lod til tredje kvalifikationsrunde, er kronjyderne med i bowlen på grund af deres tredjeplads i den forgangne Superliga-sæson.
Da Randers ikke er seedet, risikerer klubben at blive parret med vanskelige modstandere som tyske VfB Stuttgart, spanske Sevilla eller Michael Laudrups engelske Premier League-mandskab fra Swansea.
Ifølge Randers FCs hjemmeside er det også muligt at trække russiske Rubin Kazan, Standard Liége fra Belgien samt tyrkiske Trabzonspor, såfremt disse hold vinder deres respektive kampe i anden kvalifikationsrunde.
Kronjydernes to kvalifikationskampe til Europa League spilles henholdsvis torsdag den 1. og torsdag den 8. august.