Laudrup kommer til Østjylland

Der bliver spækket med stjerner på Vejlby Stadion, når brødrene Laudrup og co. kommer til byen.

Michael Laudrup, Safri Duo, Le Mans-vinder Tom Christensen og skuespilleren Mads Mikkelsen. Det er blot nogle af de superstjerner, som tropper op på Vejlby Stadion, for at spille en showkamp.

Det sker den 13. august mod et HEI-hold forstærket med gamle århusianske fodboldkoryfæer som Marc Rieper, Lars Windfeld og ikke mindst Jan Bartram.

Arrangementet er til støtte for ungdomsarbejdet i HEI (Hjortshøj Egå Idrætsforening, red.), og udover fodbold er der også koncert med blandt andre Thomas Helmig og Poul Krebs.

- Uden energiske ledere og den store indsats som ydes til fordel for de unge rundt om i de danske fodboldklubber, havde ingen af os på holdet nogensinde fået muligheden for at markere os i hverken dansk eller international fodbold, fortæller Michael Laudrup, som står i spidsen for Showstars holdet.