Lastbilchauffører skal droppe fastfood
Ny undersøgelse viser, at sund kost påvirker reaktionstiden i trafikken positivt. Firma i Ry vil ændre ansattes kostvaner.
Chauffører hos Ry-firmaet Primus-Motor vil fremover have adgang til sund kost, når de sidder bag rattet i firmaets biler.
En ny undersøgelse viser nemlig, at chauffører, som spiser mere frugt og grønt taber sig, får lavere blodtryk og kortere reaktionstid i trafikken, og det er noget, der får indehaveren af Primus-Motor til at reagere. Det oplyser DR Østjylland.
- Chaufførerne skal selv være med til at finde ud af hvad sundhed er for dem. De skal have testet nogle opskrifter og finde ud af hvad det er, de synes er dejligt at spise, siger Malene Stub Selmer, der er indehaver af konsulentfirmaet Primus-Motor i Ry.
Firmaet i Ry har fået i alt 3,8 millioner kroner til projektet. Pengene kommer blandt andet fra Erhvervs- og Byggestyrelsen og Transportbranchen.