Lastbilchauffør sigtet efter dødsulykke

23-årig lastbilchauffør sigtet for uagtsomt manddrab

01:41

1 af 2

En trafikulykke E45 ved Horsens kostede fredag morgen tre mennesker livet, mens fire personer fortsat er indlagt på hospitalet. Sydøstjyllands Politi sigter nu en 23-årig lastbilchauffør fra Randers-området for uagtsomt manddrab.

Den 23-årige blev ved afhøringen sigtet for uagtsomt manddrab og uagtsom betydelig legemsbeskadigelse efter straffeloven, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Trafikulykken skete omkring klokken 8.20 på E45 ved Horsens Syd. Efterforskningen af hændelsesforløbet er endnu ikke afsluttet, men ifølge Sydøstjyllands Politi tyder alt på, at den 23-årige lastbilchauffør overså stillestående trafik i begge vognbaner.

Se: Dødsulykke på E45

- Den 23-årige mand fra Randers-området kom kørende ad E45 i nordlig retning i en lastbil med sættevogn, hvor han overså stillestående trafik i begge vognbaner. Der var opstået kødannelser på grund af et tidligere færdselsuheld på motorvejen. Efter påkørsel i 1. vognbane trak han lastbilen over i 2. vognbane, hvor han påkørte endnu en personbil, der blev ført af en 21-årig kvinde fra Vejle, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Den 21-årige kvinde mistede livet, og hendes 19-årige kvindelige passager, ligeledes fra Vejle, blev også dræbt.

En 54-årig mand fra Esbjerg, der var passager i en bil, som holdt stille i første vognbane, blev også dræbt ved ulykken.

De pårørende er alle underrettet.

Se: Helikopter kan ikke hjælpe

Fire personer, der også kom til skade i trafikulykken, er fortsat indlagt på hospitalet, og ifølge Sydøstjyllands Politi er ingen af dem i livsfare.

Derudover har yderligere fire personer været til behandling på hospitalet.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at yderligere efterforskning af ulykken skal klarlægge de nærmere omstændigheder til ulykken.

Sydøstjyllands Politi ønsker ikke at kommentere sagen yderligere på nuværende tidspunkt.

I indslaget øverst på siden kan du høre Bent Hedeager Nielsen, der er vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, fortælle om ulykken.