Lastbil væltet i rundkørsel med 25 tons kød ombord
I Horsens er man tirsdag aften i gang med at omlæsse 25 tons kød, efter at en lastbil er væltet i en rundkørsel. Det kan tage op til seks timer
Opdatering
Onsdag morgen er kødet blevet fjernet og omlæsset, og lastbilen er bugseret væk. Der er derfor nu ingen trafikale problemer på stedet. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
Tirsdag aften er en lastbil væltet om på siden i et uheld i en rundkørsel nord for Horsens. Årsagen til uheldet kendes ikke, men det har medført lidt af et oprydningsarbejde.
Lastbilen, som blev ført af en polsk chauffør, er nemlig læsset med hele 25 tons kød, som har stor værdi, og som man derfor i skrivende stund arbejder på at redde.
Læs også
- Man er i gang med at omlæsse lige nu på ulykkesstedet til kølebiler, som kan fragte kødet det sidste stykke, siger Jørn Bystrup, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Skulle til Danish Crown-slagteriet
Uheldet skete i rundkørslen ved Rådvedvej/Skanderborgvej.
Destinationen for den tunge kødlast var Danish Crown i Horsens. Lastbilchaufføren skulle altså blot have været igennem én rundkørsel mere, før han havde været fremme.
Selvom der kun er få hundrede meter hen til fabrikken, forventer politiet alligevel, at det vil tage mellem fire og seks timer at få omlæsset alt kødet, da det foregår manuelt.
Et hold af redningsentreprenører er på stedet og løfter de 25 tons over i kølebilerne. De gik i gang med arbejdet klokken 20.15.
Ifølge Falck, der står for bjærgningen af lastbilen, kan de tidligst komme i gang med bjærgningsarbejdet klokken halv et i nat, hvis alt går vel.
Vagtchefen oplyser, at chaufføren var uskadt efter uheldet og ikke behøvede en tur på skadestuen. Der var desuden ingen andre parter involveret i uheldet.
- Der har været noget dieseludslip, men det begrænsede sig til kørebanen og er blevet håndteret af brandvæsenet, siger vagtchef Jørn Bystrup.