Lastbil spærrer motorvej
Politi: Søg alternative ruter
En havararet lastbil giver problemer for trafikken på motorvejen syd for Randers. Lastbilen snurrede rundt i det glatte føre og har i timerne efter middag spærret det sydgående spor for al trafik.
Opdatering kl. 15.00: Motorvejen er nu åben i et spor i hver retning.
Ulykken skete mellem Sdr. Borup- og Hadsten-afkørslerne i det sydgående spor, syd for Randers. Hvis man kommer kørende på motorvejen sydpå ved Randers opfordrer Østjyllands Politi til, at man finder alternative ruter.
Føreren af lastbilen slap ifølge politiet heldigt fra ulykken, kun med mindre kvæstelser.
Bilens førerhus skal fjernes fra motorvejens midterrabat. Og det betyder, at det ene spor i nordgående retning også er spærret, mens bugseringsarbejdet står på.
Der er sneglatte veje og der saltes i øjeblikket overalt i Østjylland, beretter Vejdirektoratet på sin hjemmeside Vintertrafik.