Lastbil og bus i uheld på motorvejen
Trafikanterne på Motorvej E45 i sydgående retning ved Aarhus må mandag aften væbne sig med ekstra tålmodighed. En forulykket lastbil spærrer den ene vognbane
OPDATERET: Der er nu ryddet op på stedet, og trafikken glider som normalt på strækningen.
Mandag aften er en lastbil og en bus kørt sammen på Motorvej 45 ved Aarhus N. Ingen personer er kommet til skade, men uheldet giver en forlænget rejsetid, da det ene spor er spærret.
Uheldet er sket på motorvejen i sydgående retning ved afkørslen ved Gammel Viborgvej og Tilst.
Læs også
- Det er en lastbil og en bus, der er kørt sammen. Der er lige nu et spor farbart, men der er meget langsom kørsel. Der er kø derude, men det er heldigvis ikke det værste tidspunkt rent trafikmæssigt, siger vagtchef Christian Riis fra Østjyllands Politi.
Videoen øverst på siden er optaget af Local Eyes. Du kan se mere video fra dem her.
Lige nu afventer man, at der kommer et køretøj, som kan trække lastbilen væk, inden den anden vognbane kan genåbnes.
Politi og redningsmandskab er på stedet, og oprydningsarbejdet forventes tidligst overstået klokken 20.30, da man skal have lastbilen flyttet væk fra stedet.
Trafikanterne på strækningen kan lige nu forvente en forlænget rejsetid på op til cirka 20 minutter.