Lastbil med højtalere stjålet

En lastbilsanhænger med højtalere blev i nat stjålet fra en parkeringsplads i Hadsten. Nu er anhængeren fundet - tømt for højtalere.

Foto: Colourbox

Højtalere for op mod en million kroner er forsvundet, efter en lastbilsanhænger i nat blev stjålet.

En vognmand havde efterladt anhængeren på en parkeringsplads på Toftegårdsvej i Hadsten.

Men her til morgen var den forsvundet. Over middag blev den imidlertid fundet på en sidevej til Søftenvej nord for Århus.

Da var 22 af de 28 ombordværende paller med højtalere imidlertid blevet fjernet.

Politiet i Randers regner med, at tyvene har haft en stor bil til rådighed, som højtalerne kunne læsses over i.