Lastbil kørte galt ved Låsby

En lastbil læsset med papir kørte galt på hovedvejen mellem Århus og Silkeborg. Uheldet gav en del trafikale problemer.

Sydøstjyllands Politi har tidligt tirsdag eftermiddag travlt med at dirigere trafikken uden om ulykkesstedet i nærheden af Låsby.

Det sker, efter at en lastbil læsset med containere med papir kørte ind i en anden lastbil, da chaufføren pludselig ville dreje til højre.

Ingen personer kom alvorligt til skade ved uheldet, men chaufføren i den ene lastbil blev efter uheldet kørt til undersøgelse på sygehuset.

Efter uheldet lå der papir og flød over det hele på ulykkesstedet. Der ventede derfor et større oprydningsarbejde på stedet.