Lastbil i flammer midt i skov: - Det ser underligt ud

Lørdag aften udbrændte en lastbil i Skærbæk Plantage syd for Silkeborg. Politiet betegner branden som mystisk

Det røg kraftigt fra lastbilen lørdag aften. Foto: 24-7 News

Midt ude i skoven på Ansøvej nær Them syd for Silkeborg brændte en forladt lastbil pludselig lørdag aften kort før kl. 23. Brandfolkene blev mødt af et førerhus i flammer, og politiet betegner branden som mystisk.

- Vi synes da, det ser underligt ud. Vi har været i kontakt med ejeren af lastbilen, som er et firma i Fredericia. Her mener man, at den er blevet stjålet, og de meldte den så det, efter vi havde talt med dem, siger vagtchef Henrik Nielsen fra Midt og Vestjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Vi hører gerne fra vidner, der eventuelt har set lastbilen køre ind i skoven, for vi ved ikke, hvornår den er ankommet.

Henrik Nielsen, Midt- og Vestjyllands Politi

Lige nu har politiet derfor ingen grund til at tro andet, end at lastbilen rent faktisk har været stjålet, og at det har noget med branden at gøre.

Men Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at sagen vil blive efterforsket nærmere den kommende tid.

- I går søgte vi i området efter spor, men fandt ikke noget afgørende. Vi hører gerne fra vidner, der eventuelt har set lastbilen køre ind i skoven, for vi ved ikke, hvornår den er ankommet, siger Henrik Nielsen.

Lastbilen stod i Skærbæk Plantage syd for Them. Foto: Google Maps

Kunne ikke komme ind

Først fremme på stedet var Midtjysk Brand og Redning.

- Vi ankommer til, at lastbilen stod i brand mellem træerne. Førerhuset brændte kraftigt, og der var store flammer. Men der var ingen fare for, at branden spredte sig, fortæller indsatsleder hos brandvæsenet, Anders Simonsen, til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Det brændte nemlig forholdsvis stille og roligt, og der var ingen vind.

Læs også Frygt for brand på kollegie: To piger reddet ud

Førerhuset var dog så varmt, at brandfolkene måtte vente lidt med at komme derind og sikre sig, at der ikke sad nogle personer deri, hvilket der ikke gjorde.

- Efter en time var vi færdige. Mit bud er, at branden er startet inde i selve førerhuset, fordi det var der, det brændte mest, siger Anders Simonsen.

Midt- og Vestjyllands Politi hører gerne fra vidner på tlf. 114.  

01:05

VIDEO: Fredag aften udbrød der brand i bygningen, der tidligere har huset Verners Scooter-Service i Randers. Politiet mistænker, at den kan være påsat. Video: Local Eyes

Luk video