Lasse Kryger blev årets spiller
Sæsonafrunding i ACH efter skuffende sæson
Mandag spillede AC Horsens sidste kamp i sæsonen, og derfor var der fest og sæsonafslutningen efterfølgende.
AC Horsens har ikke haft den mest festlige sæson i NordicBet Ligaen. Superliganedrykkerne kiksede en hurtig retur til landets bedste række, og holdet endte på en skuffende femteplads.
Men ikke desto mindre var der glæde efter mandagens nederlag til Vendsyssel FF.
Her blev Lasse Kryger nemlig kåret til årets spiller i AC Horsens.
- Det er første gang nogensinde, at jeg er blevet valgt til årets spiller, og jeg er sindssyg stolt over at modtage prisen. Det betyder meget for mig, men jeg må også på den anden side indrømme, at jeg på ét sekund ville bytte personlig succes med oprykning, siger Lasse Kryger til klubbens hjemmeside.
Se: Tabte i Mølbys afskedskamp
Nederlaget til Vendsyssel FF var endnu et bump på vejen for klubben, der næste sæson igen skal forsøge at tilkæmpe sig en af de to øverste pladser og dermed en billet til Superligaen.
- Der er blevet snakket meget om bump på vejen i denne sæson, og jeg er sikker på, at denne sæson er et bump på vejen for klubben, for vi kommer tilbage i en stærkere udgave. Efter ferien kommer der nye kræfter til klubben, en ny træner, der kommer med sine ideer, og AC Horsens skal som klub nok komme igen, for det ligger i klubbens DNA. Vi har præsteret dårligt i denne sæson, men jeg ser en lys fremtid for klubben, siger Lasse Kryger.
En af de poster, hvor der kommer en udskiftning i klubben, er på trænerposten.
Johnny Mølby fik ikke forlænget sin aftale, og AC Horsens har valgt at hente Bo Henriksen ind som ny træner. Han skifter til AC Horsens efter flere år som cheftræner for Brønshøj.