Lasse er mølletekniker: Nu dyrker han også morgen-gymnastik

Teknikerne i Anholt Havmøllepark er begyndt at dyrke morgengymnastik. De skal være i form til at servicere samtlige 111 vindmøller

02:32

Klokken syv hver morgen er der morgenkaffe og briefing hos DONG Energy.

Vindmølleteknikerne bliver fordelt på dagens opgaver, og sejlplanen bliver diskuteret.

Herefter er det normalt tid til dagens arbejde, men som noget nyt dyrker alle mændene ti minutters morgengymnastik.

Vindmølleteknikerne laver gymnastik sammen efter morgenmaden.

Lasse Hansen er instruktør, og han er sikker på, at den nye start på dagen har stor effekt.

- Det er godt at få strukket kroppen ud, inden man skal i gang. Det er meget hårdt og besværligt arbejde, så jeg er sikker på, at det er godt for mændene at varme musklerne op først, siger Lasse Hansen, der er vindmølletekniker hos DONG Energy i Grenaa.

Service i 82 meters højde

Efter morgenmotionen går turen ud til de tildelte sejlbåde. Omtrent halvanden time er sejlturen, inden arbejdet for alvor går i gang.

Jeg kan nok nå at drikke 35-40 kopper i løbet af en dag.

Lasse Hansen, vindmølletekniker, DONG

A26 hedder dagens arbejdsplads. Det er en vindmølle i den nordlige del af havmølleparken.

I sommerperioden skal samtlige havmøller serviceres, have skiftet olie og filtre, så de kan klare endnu en stormende vinter. Men det er trangt med pladsen på vej op.

Havmølleparken ved Anholt.

- Vi bliver liftet op i en lille elevator, hvor vi kun med nød kan være to mand. Og så skal vi kravle på en stige de sidste 10 meter op. Alt udstyret kraner vi op, så vi kan arbejde, siger Lasse Hansen.

Vindmøllerne er 82 meter høje, men det er ingen hindring:

Læs også Søskendepar fejrer 40 års jubilæum i fodklinik efter en del modgang

- Man mærker ikke rigtigt, at det er højt oppe. Kun hvis det blæser meget, så kan det godt gynge lidt deroppe, siger Lasse Hansen. 

Kaffepauser er vigtige

Mændene er knap gået ombord på båden, som skal fragte dem ud til parken, før de står i kø til kaffemaskinen.

- Nu kommer vi til det allervigtigste i løbet af en hel arbejdsdag; kaffen! Jeg kan nok nå at drikke 35-40 kopper i løbet af en dag, griner Lasse Hansen.

Læs også Yoga er blevet en del af hverdagen for smede i Randers

De næste ti timer skal Lasse Hansen og hans kolleger arbejde i toppen af vindmølle A26, men der er heldigvis tid til pauser undervejs.

Det vigtigste at have med op er madpakken. 

Lasse Hansen, vindmølletekniker, DONG

- Det vigtigste at have med op er madpakken. Ellers er der altså lang tid til klokken 19.00. Så spiser vi frokost oven på vindmøllen, hvor er er en lille helikopterplads.

Det er ikke kun frokosten, de klarer i den friske luft på toppen.

- Der er et hegn, som går en til overkroppen. Når man skal tisse, så er det bare lige hen til gelænderet og stikke drønerten ud imellem der. Så skulle den være hjemme. Og det gælder jo, som med al god sømandsskik, også på en vindmølle: Det skal helst ikke foregå i modvind, siger Lasse Hansen.

I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan gymnastik-undervisningen foregår hos vindmølleteknikerne.