Låsby-Svendsens fest kostede 200.000 kr.
Den konkursramte handelsmand Jens 'Låsby' Svendsens storstilede reception i anledning af sin 80 års fødselsdag var ikke helt billig.
Festen blev holdt i Tinghallen i Viborg. Den helt nøjagtige pris er ikke kendt endnu. Men ifølge direktøren for Tinghallen, Tommy Pedersen, løber regningen formentlig op i 200.000 kroner.
Låsby-Svendsen har tidligere brugt Tommy Pedersen og Tinghallen, når han har fejret runde fødselsdage.
- Jeg har holdt Låsby-Svendsens runde fødselsdagsfester, siden han i 1989 fyldte 60 år, og der har aldrig været problemer med betalingen. Alle fester - med fem års mellemrum - i Tinghallen har aldrig givet problemer med betalingen, siger Tommy Pedersen til viborgfolkeblad.dk.
Direktør Tommy Pedersen er godt klar over, at der er særlig fokus på festen denne gang fra SKAT og kammeradvokaten, der står for handelsmandens konkursbo.
- Vi blander os ikke i, om kunderne har problemer med offentlige myndigheder. Det er ikke vores opgave. En anden end Låsby-Svendsen bestilte festen og får også regningen, siger Tommy Pedersen.
Officielt deltog 550 gæster i den østjyske handelsmands fødselsdagsfest, hvor der blandt andet var fælles fødselsdagssang ved Richard Ragnvald.
Kilde: viborgfolkeblad.dk