Larver renser patienternes sår
Spyfluelarver bliver sat ind i vanskeligt helende sår og spiser det døde væv. Det forhindrer operation.
- Ja, så er du klar til at tage hjem, siger sygeplejersken, efter at hun har sat en tepose med spyfluelarver ind i dit ben.
På Regionshospitalet Randers ortopædkirurgiske ambulatorium har de ansatte taget en urgammel behandlingsmetode i brug til patienter med vanskeligt helende sår.
I stedet for at bedøve patienten og operere det døde væv væk, får patienterne sat en slags tepose med spyfluelarver ind i såret, hvor larverne udskiller et enzym, der nedbryder det døde væv, som larverne efterfølgende spiser.
Brevet ligger i såret i tre dage, hvorefter personalet på ortopæd-kirurgisk ambulatorium fjerner laverne, der nu er svulmet op på grund af veludført arbejde. Dernæst kontrollerer personalet patienten for at se, om såret er rent, eller om nye larver skal på arbejde.
Ifølge sårsygeplejerske Annette Dam Bennick er larverne specielt gode til ældre, skrøbelige patienter, for hvem det vil være en belastning at blive opereret.
Klik her for at se en behandlingssituation med spyfluelarver