Lars Windfeld i svindel-sag
Politiet bekræfter, at der eksisterer en anmeldelse mod den tidligere Århus Elite-direktør og hans firma Danish Airlaid Technology
Få timer efter, en reporter fra Ekstra Bladet torsdag konfronterede direktøren i Århus Elite A/S, Lars Windfeld, med, at han og hans private produktionsfirma i Horsens er politianmeldt, meddelte ledelsen i AGF, at direktøren ikke fortsætter. Det skriver Ekstra Bladet fredag.
Lars Windfeld har været sygemeldt på grund af stress siden december. Østjyllands Politi bekræfter over for Ekstra Bladet, at der eksisterer en anmeldelse mod Lars Windfeld og hans firma Danish Airlaid Technology.
- Det er korrekt. Det er en stor og meget kompleks sag, som vi har efterforsket i et år, og vi er langt fra færdige, siger vicepolitiinspektør Børge Fransen til avisen.
Ekstra Bladet erfarer, at Windfelds firma er anklaget for at have stjålet forretningshemmeligheder og patienter fra Dan-Web i Århus - et selskab, hvor Windfeld tidligere var direktør.
Danish Airlaid Technology producerer papir baseret på luft i stedet for vand og har haft svært ved specielt i fødevarebranchen at kunne afsætte produktet.
Firmaet havde i 2008 et underskud på godt 28 millioner kr.
Se mere i fredagens nyhedsudsendelse på TV 2 | ØSTJYLAND klokken 19.30.