Lars sover på gaden i kulden: - Det er svært for mig at være inde

En cardigan, en striktrøje, en hættetrøje, en arbejdsjakke, en klump hash i lommen og alkohol i blodet. Lars Olsen har levet de seneste 20 år på gaden

Lars Olsen er blevet smidt ud af sin bolig.

Det er koldt i øjeblikket.

Ikke mindst for dem, der ikke har en dør at gå ind ad, når mørket falder på. 

Det er svært for mig at være inde. Jeg ved ikke hvorfor. Det er bare mere rart for mig at være ude.

Lars Olsen, hjemløs

En af dem er Lars Olsen. Han er 41 år og har boet på gaden i 20 år.

Hans 'hjem' er en klar plastiksæk med et liggeunderlag og en sovepose i.

- Jeg skal nok sove foran Magasin, siger Lars Olsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Ligesom de foregående nætter.

Lars Olsen sover på gaden. I weekenderne kommer folk ofte hen til ham, når han ligger og sover. Så smider de 100 kroner ind under hans madras, mens han sover.

Hash siden han var 11 år

Lars Olsen har været på førtidspension, siden han var 23 år.

Han kom til Danmark fra Grønland sammen med sin mor og stedfar, da han var ti år. De første år boede familien i Ebeltoft.

- Jeg startede med at ryge hash, da jeg var 11 år, og jeg har røget det lige siden, siger Lars Olsen.

Først gang han var skæv trak moren tøjet af ham og gav ham en skyller. Med iskoldt vand.

Så kunne han lære ikke at ryge sig skæv, blev der sagt. 

01:24

Lars Olsen er 41 år og hjemløs. Det har han været de seneste 20 år. Lige pånær for et par måneder siden, hvor han fik en bolig af kommunen. Den blev han smidt ud fra efter halvanden måned.

Luk video

Hash, kokain og LSD

Men han fik det åbenbart ikke lært. For hashen har været en tro følgesvend lige siden.

Kokain tager han et par gange om måneden, når han skal holde sig vågen til en fest. Derudover har han taget LSD-lignende stoffer og er flere gange blevet taget af politiet for besiddelse af narko.

- Det er min medicin mod mine aggressioner, siger Lars Olsen.

Aggressionerne ved han ikke helt, hvorfor han har.

- De er der bare, siger Lars Olsen.

Læs også Nu må kræftsyge John få saft: - Det handler om, at folk vil lyttes til

Uro fra besøgende

For et par måneder siden fik Lars Olsen ellers en bolig. En bolig, som kommunen havde anvist ham ude i sydbyen.

Den bolig blev han dog smidt ud fra efter halvanden måned, fordi der havde været larm i lejligheden. Vist nok mest fra nogle af hans besøgende.

- Jeg ved godt, at det er mit ansvar, hvem jeg tager ind. Jeg kan ikke gøre for, at de var skøre, og jeg blev smidt ud. De råbte og skreg i opgangen, siger Lars Olsen.

Der røg den bolig.

Hans mor bor i Kolding. Når hun besøger sin søn, opsøger hun ham på Klostertorvet i Aarhus.

Læs også Gert blev smittet med rottesyge: Jeg havde det møg dårligt

Muligt vodkatyveri

Ud over den manglende bolig, mangler han også at aflægge et besøg hos retten i Vester Allé. Her skal han hente en stævning, fordi han er indkaldt til en retssag i april.

Jeg startede med at ryge hash, da jeg var 11 år, og jeg har røget det lige siden.

Lars Olsen, hjemløs

Lars Olsen kan ikke helt huske, hvad sagen går ud på. Måske har det noget at gøre med tyveri af nogle vodkaflasker.

Lars Olsen er ikke helt ubekendt med det danske retsvæsen. I sine yngre dage sad han inde for et røveri.

Hav af ubetalte busbøder

Fogedretten i Kannikegade venter også på et besøg fra Lars Olsen. Her ligger der et hav af ubetalte busbøder.

Lars Olsens kontaktperson i kommunen har forsøgt at få ham til at gøre noget ved alle busbøderne. For som førtidspensionist kan han få et billigt rejsekort. 

Men han skal selv tage fat i sin sagsbehandler.

Læs også 50.000 kroner samler støv i kommune: Ingen vil have dem

Svært at være inde

Lars Olsen har haft karantæne fra varmestuen i Nørre Allé. Kæresten Viola fik et skub. Lars Olsen fik 3-4 ugers karantæne. Men på Værestedet i Jægergårdsgade må han gerne komme.

Her spiser han et varmt måltid mad.

Tarteletter, der er brændt så meget på, at de smager af røg. Men tarteletterne ryger ned. Det samme gør fire madder med æg og spegepølse overdænget med salt.

To glas mælk bliver hældt ned i hast, inden Lars Olsen igen skynder sig ud. Væk fra varmestuen og ud i kulden.

- Det er svært for mig at være inde. Jeg ved ikke hvorfor. Det er bare mere rart for mig at være ude, siger Lars Olsen.

Så selv om vennerne tilbyder ham nattelogi, foretrækker han at sove ude. Også de nætter, hvor det er virkelig koldt.

- Jeg er vant til at sove på gaden. Sådan er realiteterne for mig, siger Lars Olsen.

Hjemløse i Aarhus

I 2015 var der 668 hjemløse i Aarhus. I 2017 var tallet steget til 767.

Kilde: sfi.dk