Lars Larsens efterladte: Støt Kræftens Bekæmpelse i stedet for at give blomster

Brug pengene på en mindegave i stedet for blomster, er budskabet fra den efterladte familie.

Der er allerede lagt blomster ved Sejs-Svejbæk Kirke. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Stifteren af Jysk Lars Larsen døde mandag efter en forudgående kræftsygdom. I morgen bliver han bisat fra Sejs-Svejbæk Kirke.

Den efterladte familie opfordrer til, at folk støtter en mindegave til Kræftens Bekæmpelse i stedet for at købe blomster.

Læs også I dag løber JYSK-ansatte med sørgebind: - Vi sender tanker til familien

På Kræftens Bekæmpelses indsamlingsside skriver de under overskriften ”Vores allesammens dynekonge":

- Vi mistede vores elskede mand, far, svigerfar, farfar og morfar til kræften alt for tidligt. Det er vores håb og ønske, at alle der ville have givet en blomst eller krans i forbindelse med bisættelsen, i stedet vil betænke Kræftens Bekæmpelse med en mindegave.

Læs også Lars Larsen bisættes i dag: Kirken er åben for alle

Vi tror på, at det kan gøre en forskel.

På forhånd tak og kærlig hilsen Kris, Jacob, Mette, Helle, Jørgen, Christian, Christine, Søren og Line.

Mange donationer

Onsdag middag var der allerede indsamlet over 48.000 kroner, og flere giver en sidste kommentar med på vejen.

- Æret være dit minde, skriver Tirsdagspigerne HGSR sammen med deres bidrag på 500 kroner.

Læs også Hun var Lars Larsens første ansatte: - Jeg havde ikke regnet med, at han kunne nå så langt

Jørgen Olsen skriver:

- Du vil blive savnet kære Lars, tak for mange gode timer sammen. Vi mødtes i 1980, hvor jeg blev ansat som nummer 11, og tak for, at du tog mig med på denne fantastiske rejser, som jeg aldrig vil glemme.

Lars Larsen blev født den 6. august 1948 og blev 71 år gammel. Han bliver bisat i morgen klokken 14.00.

Læs også Nekrolog: 'Fattig-Lars' fik en "tovlig" idé og skabte et imperium