Lars Larsen køber Ilva
Dynekongen vil byde Ikea modstand
For et tre-cifret millionbeløb har Silkeborgs store erhvervsmand købt sig ind som hovedaktionær i koncernen IDdesign A/S
IDdesign er baseret i Sabro og står bag møbelkæderne Ilva og Idemøbler.
Med investeringen ejer Lars Larsen og Jysk 80 procent af møbelvirksomheden, som omsætter for 1,6 milliarder kroner årligt. De resterende 20 procent ejer kapitalfonden Axcel.
- Det er en spændende koncern, som vi er stolte af at have med hos Jysk. I dag er det jo ikke møbler, Jysk er stærkest på, men med to stærke brands får vi mulighed for at byde ind på mellemmarkedet og byde Ikea lidt modstand, siger Lars Larsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I forvejen er Lars Larsen på møbelmarkedet med sin internetvirksomhed, Bolia.com
Dårlig økonomi
IDdesign har haft det svært, siden finanskrisen satte ind omkring 2008. Siden da er møbelbranchen gået 30 procent tilbage, og det har ramt koncernen i Sabro.
Kapitalfonden Axcel gik derfor ind i virksomheden for et par år siden, og har det seneste år rettet en del op på økonomien. Så meget at de for nylig tog kontakt til Lars Larsen.
- Hver for sig har de fire brands svært ved at hamle op med vores svenske konkurrent. Og derfor kunne jeg se mulighed for at skabe synergi. Mange fabrikanter laver jo både billige, mellemklasse og dyre møbler. Og med JYSK repræsenteret i 34 lande har vi en indkøbsstyrke, som kan skaffe gode priser til de øvrige tre brands, siger Lars Larsen.
Administrerende direktør, Michael Christiansen i IDdesign udtrykker stor glæde over, at ejerskabet nu bliver et partnerskab mellem Jysk og Axcel.
- Axcel har bakket flot op om IDdesign og dermed medvirket til, at vi har fået driftsmæssig balance under meget udfordrende markedsforhold. Jeg er sikker på, at partnerskabet med Jysk vil komme både kunder og medarbejdere til gode, siger Michael Christiansen i en meddelelse.
Parterne har ikke opgjort hvor meget Lars Larsen har betalt for sin ejerandel på 80 pct, udover altså at millionbeløbet er tre-cifret.