Lars Larsen er alvorligt syg af kræft

Den silkeborgensiske dynekonge har fået konstateret leverkræft, oplyser Jysk.

70-årige Lars Larsen er blevet diagnosticeret med kræft. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Lars Larsen, ejeren af Jysk har valgt at træde tilbage som bestyrelsesformand for Jysk og Lars Larsen Group med øjeblikkelig virkning.

Det oplyser Jysk i en pressemeddelelse.

Sønnen Jacob Brunsborg overtager posten som bestyrelsesformand.

02:00

VIDEO: Det betyder rigtig meget for alle i Jysk, at det er et familiemedlem, der nu tager over, siger Communications & CSR Director i Jysk, Rune Jungberg Pedersen.

Luk video

Leverkræft har bredt sig

Skiftet i formandsstolen skyldes, at Lars Larsen for kort tid siden fik konstateret leverkræft, som har spredt sig.

Læs også Lars Larsen takker af: Når man rækker efter stjernerne, får man ikke beskidte fingre

 Det er desværre en meget alvorlig diagnose, jeg har fået, og derfor vil jeg bruge min tid og mine kræfter på min familie. Derfor betyder det meget for mig, at den fremtidige ledelse af virksomheden er på plads, siger Lars Larsen.

- Jeg er utrolig glad for og stolt over, at Jacob har valgt at tage imod rollen som bestyrelsesformand og dermed videreføre JYSK og Lars Larsen Group som en familieejet virksomhed, siger Lars Larsen.

Min far har opbygget noget enestående, og han bliver umulig at erstatte.

Jacob Brunsborg, bestyrelsesformand i Jysk

Om sønnen siger Lars Larsen i pressemeddelelsen:

- Jacob har været en del af virksomheden igennem mange år og har haft en central rolle i bestyrelserne i mange af selskaberne i Lars Larsen Group. Han er uden tvivl den rigtige til at videreføre den virksomhed, jeg startede.

Lars Larsens søn, Jacob Brunsborg, overtager posten som bestyrelsesformand i Jysk. Foto: Jysk

Går ydmygt til opgaven

47-årige Jacob Brunsborg er ked af omstændighederne for formandsskiftet. Men han understreger samtidig, at han ser frem til at arbejde videre med familievirksomheden.

- Min far har opbygget noget enestående, og han bliver umulig at erstatte. Men jeg og resten af familien går ydmygt til opgaven med at videreføre hans imponerende livsværk, siger Jacob Brunsborg.

01:26

VIDEO: Han har ansat de rigtige medarbejdere og formået at smitte andre med den begejstring, han har for sin idé, lyder det fra tidligere HR- og kommunikationsdirektør i Jysk Kim Nøhr Skibsted.

Luk video

Lars Larsens søn understreger, at de enkelte virksomheder i Lars Larsen Group er kendetegnet ved stærke selvstændige ledelser, og derfor vil han også i første omgang koncentrere sig om familien.

- Lige nu vil jeg fokusere på at støtte mine nærmeste i denne svære tid, og derfor vil jeg heller ikke komme nærmere ind på mine planer med formandsposten, siger Jacob Brunsborg.

Lars Kristinus Larsen

Alder: 70 år

Fødested: Arnborg den 6. august 1948

Søn af: Signe Vera Kirstine Hansen og Lars Kristinus Larsen

Bopæl: Silkeborg

 

Kilde: Ritzau

3,6 milliarder i overskud

15. juni kom det frem, at Lars Larsen var sygemeldt. Det oplyste kommunikationschef hos Jysk Nordic Rune Jungberg Pedersen til TV 2. Han kunne ligeledes fortælle, at der var sendt en meddelelse ud til medarbejderne om ejeren.

I den forbindelse ønskede kommunikationschefen dog ikke at uddybe, hvorvidt der var tale om alvorlig sygdom.

I februar i år kunne den 70-årige Lars Larsen glæde sig over et overskud på 3,6 milliarder kroner for regnskabsåret 2017/2018 - en stigning på 200 millioner kroner.

Præcis som tidligere år er det Jysk Group, der genererer langt den største del af overskuddet.

Lars Larsen på golfbanen i 2017. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

2700 butikker over hele verden

Iværksætteren åbnede den første Jysk i 1979 i Aarhus under navnet Jysk Sengetøjslager.

Læs også Lars Larsens virksomhed giver rekordhøjt milliardoverskud

Siden har virksomheden vokset sig til en verdensomspændende koncern med 2700 butikker, der ligger placeret i lande som Kina, Tyskland, Dubai og Thailand.

Lars Larsen og hans familie er medejere af Jysk og er blevet vurderet til at være den fjerde rigeste familie i Danmark.

Lars Larsens karriere

  • 2019: Lars Larsen sygemelder sig i juni fra arbejdet som bestyrelsesformand i Jysk-koncernen.
     
  • 2001: Lars Larsen køber aktiemajoriteten i boligkæden Bolia. Han er siden også blevet delejer af boligbutikkerne Ilva, Idémøbler og Sengespecialisten.
     
  • 1990: Han stifter rejsebureauet Larsen Rejser, der i 1998 blev solgt til det schweiziske Kuoni efter en periode med underskud.
     
  • 1979: Lars Larsen etablerer sin første Jysk Sengetøjslager-butik i Aarhus. I 1983 var det blevet til 48 butikker. I dag kaldes kæden blot Jysk.
     
  • 1966: Han kommer i lære i butikken Magasin H&L i Thisted, hvor der blandt andet blev solgt dyner og sengetøj.
     

Kilde: Ritzau

Lars Larsen bor i Silkeborg og er på 47. år gift med Kristine Brunsborg, der arbejder som butiksassistent i Jysk. Sammen har de børnene Jacob og Mette.

I 2004 udgav Lars Larsen sin selvbiografi, som blev gratis husstandsomdelt i hele Danmark. Bogen fik sin titel efter Lars Larsens slogan: "Go'daw, jeg hedder Lars Larsen - jeg har et godt tilbud".

01:06

VIDEO: Lars Larsen har fået sit eget museum i Jysk-hovedkvarteret i Brabrand i Aarhus. Få en rundtur i museet her. Videoen er fra marts 2019.

Luk video