Lars har fået en fiks idé: Sælger 3D-print af Randers-bogstaver
På godt en måned har Lars Kannegaard fra Randers solgt 50 print af Randers-bogstaver
Randers har fået et nyt vartegn med sine lysende bogstaver, der har stået flere steder i centrum af byen. De har givet Lars Kannegaard en lille forretning i privaten, hvor han producerer 3D-udgaver af bogstaverne.
- Jeg har mit eget lille firma LAKAN, som beskæftiger sig med 3D-print. For godt en måned siden fik jeg så idéen med den her gimmick, og efter at have fået tilladelse af Randers Kommune, satte jeg produktionen i gang, fortæller Lars Kannegaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Hver aften har printerne så ikke stået stille i rækkehuset i den nordlige del af Randers. Faktisk har iværksætteren måtte købe en ekstra printer til en værdi af 25.000 kroner for at kunne følge med.
- Der er solgt omkring 50 styk indtil nu, og det lyder måske ikke af meget, men det tager fire timer at printe dem, siger Lars Kannegaard.
Ikke regnet med interessen
Og det er blot en bibeskæftigelse for ham ved siden af jobbet hos Grundfos i Bjerringbro.
Hans standardstørrelse af bogstaverne er 16,5 cm lang, 3,3 cm høj og cirka 20 mm bred, og det har overrasket Lars Kannegaard, hvor mange der har ønsket sig en kopi af 3D-modellen.
Læs også
- Jeg måtte jo købe en ekstra printer, fordi der var større og større efterspørgsel. Jeg havde slet ikke regnet med så stor interesse, lyder det fra ham.
Ordrebogen er dog ved at være i bund, så der er åbent for nye bestillinger.
Informationer om, hvordan bogstaverne erhverves, kan interesserede få gennem Lars Kannegaards hjemmeside for firmaet LAKAN.