Langt mindre tvang og vold på psykiatrisk hospital

Både antallet af episoder med bæltefiksering mod patienter og voldstilfælde mod de ansatte er faldet markant i psykiatrien i Horsens.

02:17

VIDEO: Antallet af episoder, hvor psykiatrien i Horsens har brugt bæltefiksering, er faldet fra 45 i 2014 til 24 episoder i 2018.

Psykiatrien i Horsens har oplevet flere sejre, efter de igennem de sidste par år har arbejdet målrettet mod mindre tvang over for patienter. Det har samtidig skabt et bedre arbejdsmiljø for de ansatte. 

Læs også Bettina laver kugledyner ud af gamle deodoranter

- Vi har arbejdet meget intensivt på at nedbringe tvang i vores patientgruppe. Det er vi lykkedes rigtig godt med, og det har også betydet en stor del for arbejdsmiljøet, fortæller souschef i afsnit O2 i Regionspsykiatrien Horsens, Jannie Ring til TV2 ØSTJYLLAND. 

Det er over 40 dage siden, at sengen til bæltefiksering sidst blev brugt. 

Tal fra Region Midtjylland viser, at antallet af episoder, hvor psykiatrien i Horsens har brugt bæltefiksering, er faldet markant fra 45 i 2014 til 24 episoder i 2018.

Det har også betydet, at bæltefikseringssengen nu er flyttet ned i et depotrum. 

Ligeledes er antallet af registrerede tilfælde med vold, trusler og chikane mod personalet faldet fra 102 i 2016 til kun 41 i 2018. 

- Også antallet af arbejdsulykker er faldet, så vi har slået to fluer med ét smæk.

Også i Randers har der været et stort fald i antal episoder med bæltefiksering. 

Traumatiserende indgreb

Igennem de seneste år har personalet på det lukkede afsnit udviklet mindre voldelige metoder, der først skal prøves, før man skrider til en tvangshandling. 

Det, der gør den store forskel, er, at nu er vi fuldstændig på forkant med situationerne.

Jannie Ring, souschef, afsnit O2

- Nu tænker vi ikke bælte som en mulighed. Det er i yderste nødstilfælde, fortæller social- og sundhedsassistent Malene Dannemand. 

Det har ofte været brugt over for meget syge, selvskadende patienter.

Læs også Lægeforeningen stod bag debatmøde: - Sundhedsområdet mangler hænder

- Tvangsfiksering er jo et kæmpestort indgreb i den personlige frihed og er traumatiserende for mange, fortæller Jannie Ring.

Klogere med tiden

Personalet har i stedet blandt andet haft stort fokus på at forstå, hvad der virker for den enkelte patient og at skabe en god, samarbejdende relation.

I nogle tilfælde er det nok at bruge en kugledyne for at skabe tryghed hos patienterne.

- Det, der gør den store forskel, er, at nu er vi fuldstændig på forkant med situationerne, så vi har ret gode metoder planlagt, så vi kan undgå opkørte situationer. Tidligere var vi først i gang med at handle, når patienterne var opkørte, fortæller Jannie Ring.

Det er blevet meget bedre, og der er en helt anden ro på afdelingen. Det giver patienterne giver også selv udtryk for.

Malene Dannemand, social- og sundhedsassistent 

Malene Dannemand fik i 2009 en diskusprolaps efter at være blevet overfaldet af en patient. Ifølge hende burde man have gjort noget for flere år siden. 

Men det er krævende at skabe en helt ny kultur.

Læs også Unge med særlige behov: Efterskole skaber den gode fortælling

- Man bliver klogere med tiden. Det er ikke altid så simpelt med vores patientgruppe, og det er superhårdt arbejde. Vi har arbejdet med dele af det før, men nu har vi været fuldt fokuseret på det og haft fuld ledelsesopbakning, fortæller Jannie Ring. 

Siden 2016 har afdelingen i Regionspsykiatrien Horsens arbejdet med en ny strategi.

Kugledyner og tryghed

Blandt de nye tiltag er der både et sanserum med massagestole, kugledyner og beroligende musik. 

- Hvis man har svært ved at mærke sig selv og finde ro, giver dynen en tryghed, og det er ofte nok, fortæller Malene Dannemand.

Læs også Finalen i X Factor skal afholdes i Østjylland

For hende har den positive omvæltning betydet meget for hverdagen på afdelingen.

- Det er blevet meget bedre, og der er en helt anden ro på afdelingen. Det giver patienterne giver også selv udtryk for, og vi er mere synlige ude i afdelingen.

Der er så mange eksempler på, at tvang forværrer tilstanden for de her meget syge mennesker

Knud Aarup, landsformand, Bedre Psykiatri

Hos patient- og pårørendeforeningen Bedre Psykiatri skaber den nye udvikling i Horsens også glæde.

- Der er så mange eksempler på, at tvang forværrer tilstanden for de her meget syge mennesker, fortæller landsformand Knud Aarup til TV2 ØSTJYLLAND. 

Han håber, at tvang bliver en mindre del af psykiatrien. 

- Vi ser gerne, at man kæmper videre og får tvang væk fra psykiatrien, fortæller han.