Langkær-rektor vil have nye regler for fordeling af elever

Det frie skolevalg på gymnasieområdet fungerer ikke optimalt, mener rektor på Langkær Gymnasium

Det satte gang i en heftig debat, da rektoren på Langkær Gymnasium i Aarhus, Yago Bundgaard, i sommer tog et drastisk valg og inddelte eleverne på gymnasiet i klasser efter etnicitet.

Nu efterspørger rektoren nye regler for, hvordan elever fordeles mellem de forskellige gymnasier.

- Det er uhensigtsmæssigt, som det fungerer nu i de store byer, hvor elevgrupperne deler sig op. Det frie skolevalg fungerer ikke optimalt, og det kunne vi optimere med nogle enkelte midler.

Læs også Langkær Gymnasium indfører nu rene indvandrerklasser

- Vi skal have et redskab til at sikre, at elevsammensætningen på det enkelte gymnasium afspejler det samfund, skolen er en del af, siger han.

Han forudser, at Langkær Gymnasium inden for få år vil være et gymnasium med udelukkende tosprogede elever, hvis ikke reglerne ændres.

Tirsdag skal opdelingen af elever diskuteres i et samråd i Folketinget med den nye undervisningsminister, Merete Riisager (LA).

Læs også Ministeren godtager Langkærs etniske opdeling

Hendes forgænger på posten, Ellen Trane Nørby (V), igangsatte efter sagen fra Langkær et arbejde, der skulle sikre mere diversitet i elevsammensætning på uddannelserne.

Den nye undervisningsminister har dog tidligere haft et noget andet syn på opdeling af elever end den tidligere.

 Yago Bundgaard håber, Merete Riisager vil fortsætte arbejdet med fordelingen af elever. Nye regler skal vedtages inden jul, hvis de skal gælde under fordelingen af elever for næste skoleår.