Lange udsigter for dagligvare-kæden Bilka i Randers
Hovedparten af de socialdemokratiske byrådspolitikere i Randers er nu imod Bilka i byen
I 2013 ville de gerne, men måtte ikke. Nu må de gerne, men vil så ikke. Politikerne i Randers kan ikke rigtig bestemme sig i forhold til, om de vil have dagligvarebutikken Bilka til byen.
Nu tyder meget på, at Socialdemokraterne takker nej, og så bliver flertallet for at få dagligvaregiganten til Randers formentlig svært at finde.
- Meget er sket siden 2013. I dag tror jeg, at en Bilka i byen vil tage livet af de små dagligvarebutikker i kommunens mindre byer. Og de er meget vigtige for at få folk til at flytte til landområderne, lyder det fra Socialdemokraternes gruppeformand i Randers, Leif Gade.
Årsagen til, at diskussionen om forretningen nu blusser op igen, er udsigten til en ændring af planloven. Det var den, som tilbage i 2013, var grunden til, at Bilka ikke måtte komme til Randers.
Forstår ikke hvad der er sket siden
- Jeg synes, at det er en mærkelig kovending, Socialdemokraterne nu tager. For mig at se er der ikke sket meget siden dengang, som skulle forsvare et nej til Bilka, siger byrådsmedlem Christian Brøns (V) i det modsvar til Leif Gades nye holdning.
Christian Brøns ser store muligheder i en Bilka til Randers, som han mener, vil være til gavn for hele kommunen. Ifølge ham ville kæden skabe 400 arbejdspladser til byen, men det giver Leif Gade ikke meget for.
- Det vil helt sikkert give jobs i den Bilka, der kommer, men de arbejdspladser vil så gå fra igen i de butikker, som måtte lukke, mener socialdemokraten.
Se hele indslaget om Bilka i Randers øverst