Langå slipper med omvej i kortere tid: - Det er stadig noget lort

Det koster fire mio. kr, at borgerne i Langå må undvære deres bro i tre måneder i stedet for otte. Men det er stadig ikke godt nok, mener borgerne

01:17

Knud Fredenslund fra Jebjerg mener, at Banedanmark skal sænke skinnerne.

Umiddelbart er der godt nyt på vej til borgerne i Langå.

De skal sænke skinnerne. Hvis jeg skal ned og handle i Rema, skal jeg næsten omkring Hammel. Det er fuldstændig åndssvagt.

Knud Fredenslund, Jebjerg

Broen i Langå, der deler byen i to, skal i forbindelse med elektrificering af banestrækningen rives ned for at bygge en ny bro.

I første omgang betød det, at borgene skulle undvære broen i otte måneder.

Det tidsrum er nu skåret ned til tre måneder.

Læs også Venstre går ind i sag om Langå-bro og vil mindske gener

Stadig lang tid

For borgerne betyder nedrivning af broen, at en tur fra den ene ende af byen til den anden går fra at være en kilometer til 18 kilometer.

- Det er fantastisk dejligt. Men for mange mennesker er selv tre måneder lang tid at skulle finde andre måder at komme frem og tilbage på, siger Dorthe Tapomayi Nielsen.

01:28

Se den omvej, der er lagt op til i Langå. 

Luk video

Sænk de skinner

Heller ikke Knud Fredenslund fra Jebjerg er helt oppe at ringe over nyheden.

- De skal overhovedet ikke lukket den. De skal sænke skinnerne. Hvis jeg skal ned og handle i Rema, skal jeg næsten omkring Hammel. Det er fuldstændig åndssvagt, siger Knud Fredenslund.

- Det kan ikke passe, at man skal ødelægge byen ved at skære den midt over. Tre måneder er bedre end før, men det er ikke godt, siger Peter Johannessen fra Langå.

Han medgiver dog, at tre måneders omkørsel er bedre end otte.

- Men begge dele er noget lort. De kan sænke de skinner, siger Knud Fredenslund.

Læs også Langå i oprør over udsigt til manglende bro: Forfærdeligt for byen

Tre måneder koster 4 mio. kr.

Ifølge Folketingsmedlem Britt Bager (V) er det for dyrt at grave skinnerne ned.

Broen i Langå er sat til at skulle koste 17 millioner kroner.

- Ved at vi forkorter perioden ned til tre måneder, bliver det 20 procent dyrere, siger Britt Bager.

Det vil sige, at broen bliver cirka fire millioner kroner dyrere.

- Politisk har vi vurderet, at det var det værd. Vi mener ikke, at vi kan forsvare, at borgerne i Langå skal køre en omvej på op til 18 kilometer i op til otte måneder. Derfor har vi fundet den her løsning, siger Britt Bager.

Øverst kan du hør flere borgeres reaktion på nyheden om, at Langå kun skal undvære deres bro i tre måneder.