Lang ventetid på skadestuer
Det uhyre glatte føre mandag morgen giver travlhed på skadestuerne. Ekstra personale er indkaldt
Patienterne strømmer ind på skadestuen på Århus Sygehus på Nørrebrogade mandag morgen.
- Ved halv otte tiden havde vi 30 personer siddende i venteværelset, siger Bodil Clemensen afdelingssygeplejerske på skadestuen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hun opfordrer folk til at være ekstra forsigtige, hvis de i dag begiver udenfor deres dør.
- Nedenunder det sne vi har fået her til morgen, ligger der et lag is, og det gør det ekstremt glat. Folk falder og brækker deres håndled, får lette hovedskader og forvrider deres knæ, fortæller Bodil Clemensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Lige nu forsøger personalet på skadestuen at behandle folk med det samme, som de kommer ind, så de undgår at skulle vente i længere tid. Men ifølge afdelingssygeplejerske Bodil Clemensen er det kun et spørgsmål om tid, før tilstrømningen af patienter bliver så voldsom, at der vil opstå en længere ventetid, og derfor overvejer man netop nu at indkalde ekstra personale.
Over fire timers ventetid i Randers og Silkeborg
På skadestuen i Randers og akutklinikken i Silkeborg vrimler det også ind med patienter mandag morgen begge steder er der mandag kl. 11 fire timers ventetid.
- Lige nu har vi 30 patienter der venter på at få behandling og ventetiden er over fire timer, fortæller Anne Mette Melgaard sygeplejerske på sygehuset i Randers.
På akutklinikken på Regionshospitalet i Silkeborg har man været nød til at indkalde ekstra personale.
- Vi har fire gange så mange patienter som en almindelig mandag morgen, fortæller Lene Sørensen der er sekretær på akutklinikken i Silkeborg.