Lang kø på motorvej: Flere biler stødt sammen i tæt tåge

Politiet opfordrer bilister til at være opmærksomme

Foto: Google Maps

Mindst fem biler var ved syv-tiden mandag morgen involveret i et færdselsuheld på den østjyske motorvej.

Uheldet skete ifølge Sydøstjyllands Politi på motorvejsstrækningen mellem Skanderborg Nord og Aarhus Syd - kort efter Stilling i nordgående retning.

Det var formentlig dårlig sigtbarhed på grund af tæt tåge, der var medvirkende til uheldet, fortæller vagtchef Bent Hedeager Nielsen til tv2oj.dk:

- Det ser ud til, at det skyldes for tæt kørsel i forbindelse med tåge.

Kombineret med en i forvejen tæt morgentrafik, har uheldet betydet lange køer. Meldinger lyder på trængsel lige fra Horsens til Aarhus.

Politiet spærrede en del af motorvejen af umiddelbart efter, uheldet fandt sted.

- Der kan have været flere biler involveret i uheldet, fortæller Bent Hedeager Nielsen.

Ingen personer er kommet alvorligt til skade ved uheldet, oplyser vagtchefen.

Oprydningsarbejdet på motorvejen er fortsat i gang klokken otte mandag morgen.

Dårlig sigtbarhed: Tæt tåge i det meste af Østjylland