Landstræneren har høje forventninger til Bjerre i Horsens

Kenneth Bjerre er med på et wildcard til lørdagens grandprix, og Hans Nielsen ser frem til at se ham på banen i Horsens

Kenneth Bjerre (med rød hjelm) og Nicki Pedersen i aktion i 2. heat under Dansk Speedway Grand Prix lørdag den 11 juni 2011 i Parken i København. Foto: Jens Nørgaard Larsen, Scanpix

I slutningen af maj fik speedwaykører Kenneth Bjerre et wildcard til VM-seriens eneste grandprix, der afvikles på dansk jord, når kørerne lørdag aften skal ræse i Horsens.

Landstræner Hans Nielsen har høje forventninger til den 33-årige speedwaykører.

Læs også Legende forvandler Casa Arena til speedwaybane

- Jeg har set Kenneth Bjerre køre et par gange i år. Han er opsat på at gøre det godt, og han kæmper virkelig på banen, siger Hans Nielsen, der kun har rosende ord til overs for esbjergenseren.

- Han kører fantastisk godt, han laver gode starter, og han er sulten. Det ser godt ud, siger landstræneren.

01:54

VIDEO: Ole Olsen gør klar til speedway i Horsens.

Luk video

Speedwaykøreren har dog kørt i VM-serien før, og han endte som nummer syv i både 2011 og 2010, hvor han også hentede en grandprixsejr på det svenske Ullevi Stadium.

Ud over Kenneth Bjerre skal den faste danske deltager Niels-Kristian Iversen på banen, og reserven Peter Kildemand erstatter Nicki Pedersen, som har meldt afbud på grund af en skade, han pådrog sig i slutningen af maj.

Grandprixet i Horsens begynder klokken 19.