Landsretten frifinder AOF-folk
Otte tidligere AOF-bestyrelsesmedlemmer frikendt for andel i million-tab
Århus' måske kommende borgmester, socialdemokratiske Hans Halvorsen, er en af de ialt otte forhenværende AOF-bestyrelsesmedlemmer, som i dag er blevet frikendt i Vestre Landsret.
I følge landsrettens såkaldte tilkendegivelse, kan de otte ikke drages til ansvar for, at Arbejdernes Oplysnings Forbund (AOF) i Århus gik konkurs tilbage i sommeren 2000.
AOF i Århus blev i juni 2000 erklæret konkurs, med en gæld på 15 millioner kroner. Kuratoren i konkursboet ønskede med sagen, at gøre Hans Halvorsen - med flere - ansvarlig for et tab på ialt 1,5 millioner kroner.
Hans Halvorsen, der er formand for LO og medlem af byrådet i Århus, regnes af mange for den, som skal kandidere mod borgmester Louise Gade (V) ved det kommende kommunalvalg i 2005.