Landsret afviser sag mod forsker

Anklageskriftet er upræcist, siger retten

Tiltalen mod en forsker fra Aarhus er for upræcis til, at det kan bære en retssag.

Derfor har Vestre Landsret afvist anklageskriftet mod manden, der tidligere har været en af de fremtrædende forskere ved Aarhus Universitet.

Det er tre år siden, at der blev rejst tiltale mod manden for i en årrække at have angivet sin løn og honorarer for lavt og på den måde unddraget statskassen knap 3,5 million kroner.

- Det har landsretten gjort med den begrundelse, at et anklageskrift skal beskrive præcist, hvad man er tiltalt for. Det lever anklageskriftet ikke op til, siger forskerens advokat, Jan Schneider.

Retten i Aarhus, der skulle have behandlet sagen, har tidligere sagt god for anklageskriftet. Men landsdommerne i Viborg har altså en anden vurdering.

Manden er samtidig under mistanke for at have tilegnet sig forskningsmidler i USA for egen vindings skyld.