Landsholdet til Århus - igen

Det danske fodboldlandshold kommer igen til Århus - næste år mod Irland.

Foto: Colourbox

Landsholdet kommer tilbage til Århus til august næste år. DBU afsluttede i sidste uge forhandlingerne med det irske fodboldforbund om en venskabslandskamp mellem Danmark og Irland på den officielle spilledato onsdag den 22. august 2007.

Her i weekenden har DBU så indgået aftale med Århus Elite A/S om placeringen af kampen mod irerne på NRGi Park med dets 20.700 siddepladser.

Her var der reelt udsolgt, da landsholdet den 27. maj i år spillede venskabslandskamp mod Paraguay i den første A-landskamp på hjemmebane udenfor Parken siden 1992.

- Vi spiller fem EM-kvalifikationskampe i Parken næste år, og derfor var det naturligt for os at kigge på et stadion i provinsen til venskabslandskampen mod Irland, forklarer kommunikationschef Lars Berendt, og fortsætter:

- Vi har haft specielt kig på Århus, Odense og denne gang også Herning. Når valget falder på Århus hænger det blandt andet sammen med, at byen naturligvis scorede nogle ekstra points ved den meget markante opbakning til landsholdet i form af et stort set udsolgt stadion til kampen mod Paraguay i maj, og stadion har en hensigtsmæssig størrelse i forhold til den forventede tilskuerinteresse.