Landsholdet på vej mod Aarhus
NRGi Park får måske landskamp mod Tyrkiet
Lige nu raser fodboldfeberen i Østjylland på grund af VM i Brasilien.
Det danske landshold er som bekendt ikke med til slutrunden, men efter sommerferien begynder landstræner Morten Olsens tropper kvalifikationen til EM i 2016.
Her skal holdet den 3. september på hjemmebane møde Tyrkiet i en træningskamp.
Og lige nu arbejdes der kraftigt på, at kampen skal spilles i Aarhus på NRGi Park, hvilket er tæt på at lykkes. Det erfarer TV 2 | ØSTJYLLAND.
Selvom kampen "blot" har titel af en venskabskamp, så er der formentlig lagt i ovnen til en stor fodboldfest.
Kampen spilles nemlig midt i Aarhus Festuge og kun fire dage inden, at Danmark skal møde Armenien i en betydningsfuld kvalifikationskamp.
Dermed bliver det næppe en kamp, hvor landstræneren vil teste en helt ny startopstilling. Derfor kan de østjyske fodboldfans formentlig se frem til, at Daniel Agger, Christian Eriksen og resten af de danske stjerner løber på banen for at finpudse de sidste detaljer, inden EM-kvalifikationen skydes i gang få dage senere.
Derudover er de tyrkiske fans kendte for at lave en festlig kulisse i forbindelse med fodboldkampe.
Så der er lagt op til en stor aarhusiansk fodboldfest lige midt i Festugen.