Landsby ramt af indbrud
Indbrudstyve gik efter kontanter, da de i nat brød ind fire steder i Hundslund.
4. nov 2005, kl. 09:28
Mere end 30 dage gammel
En eller flere indbrudstyve har haft travlt i Hundslund i nat.
Den lille by mellem Odder og Horsens har været udsat for mindst fire indbrud, oplyser vagthavende hos Skanderborg Politi.
Tyvene er brudt ind i den lokale skole, en idrætshal og to virksomheder. Hver gang har fremgangsmåden været den samme: Et vindue er brudt op, hvorefter tyvene er gået målrettet efter kontanter.
Det er endnu uvist, hvor mange penge gerningsmændene har fået ud af deres anstrengelser.