Landmand om forbud: Så er det håbløst at drive landbrug
Vi kan næppe fortsætte, hvis Skanderborg forbyder pesticider, siger to landmænd. Hensynet til rent drikkevand vejer tungest, lyder det fra kommunen
- Det er et meget stort indgreb, de gør ved os landmænd. Jeg tvivler på, at det kommer til at virke, siger landmand Jørgen Sørensen fra Ry.
Henning Jensen, landmand fra Boes, er helt enig:
- Jeg er da skide træt af det.
De to landmænd er gået på barrikaderne, fordi Skanderborg Kommune lægger op til at forbyde pesticider flere steder for at beskytte drikkevandet.
Der lægges op til, at de to landmænd på hver 40 hektar jord ikke må sprøjte.
Jørgen Sørensen påpeger, at de pesticider, landmændene bruger, er lovlige. Det man finder i drikkevandet hører til fortidens synder.
- De pesticider, som der er fundet, er gamle pesticider – de har været forbudt i 25 år. Det er dem, de finder i drikkeboringer. De pesticider, vi kører med i dag, er ikke fundet i drikkeboringer, siger han.
- Den måde, vi driver landbrug på - hvis ikke vi kan bruge kemikalier, så er det faktisk håbløst. Så kan vi ikke, tilføjer Henning Jensen.
Læs også
Jørgen Sørensen vurderer, at det lakker mod enden for ham som landmand, hvis politikerne forbyder pesticider.
- Det bliver nok noget med at forpagte jorden ud til en økolog, og så selv gå på arbejdsmarkedet.
Claus Leick (SF), der er formand for miljø- og planudvalget i Skanderborg Kommune, mener, at hensynet til rent drikkevand vejer tungest.
Det nytter ikke noget, at man bare giver lov til at sprøjte, og så finder ud af om 20 år, at det forurener drikkevandet. Så er skaden sket.
- Som politiker synes jeg, at vi i sådan en sag har et hensyn, der er endnu større – nemlig at kunne sikre rent drikkevand fremadrettet. Det er selvfølgelig uheldigt og trist for den enkelte person, men der må vi så sige, at der er muligheder for at give kompensation, siger Claus Leick.
Planerne for grundvandsbeskyttelse er i høring indtil d. 8. februar.
Øverst kan du se hele indslaget.