Potentielt problem for landmænd: Ny minister vil være mere grøn

Den nye miljø- og fødevareminister lægger op til en mere miljøvenlig kurs. Landmænd håber dog på en fortsat landbrugsvenlig politik

02:17

VIDEO: Den nye miljø- og fødevareminister vil være mere grøn end sin forgænger. Landmændene håber på en fortsættelse af Esben Lunde Larsens kurs.

Onsdag er venstre-politikeren Jakob Ellemann-Jensen valgt som regeringens nye miljø- og fødevareminister. Han overtager jobbet fra Esben Lunde Larsen (V), som hidtil har ført en meget landbrugsvenlig politik.

Læs også Jakob Ellemann-Jensen ny miljø- og fødevareminister

Nu håber flere østjyske landmænd, at stilen med den landbrugsvenlige politik fortsætter med den nyvalgte minister, der i øvrigt er valgt i Østjyllands Storkreds.

Vi har fået fødevare- og landbrugspakken, som vi kan se har givet en stor effekt på vores udbytter. Og den linje vil jeg gerne holde.

Jens Gammelgaard, fmd., Landboforeningen Odder-Skanderborg

- Vi har fået fødevare- og landbrugspakken, som vi kan se har givet en stor effekt på vores udbytter. Og den linje vil jeg gerne holde, siger Jens Gammelgaard, der er formand for Landboforeningen Odder-Skanderborg.

02:22

VIDEO: Her kan du se hele interviewet med den nye miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen (V), og høre, hvad man kan forvente af ham som minister.

Luk video

Balancen skal flyttes over på det andet ben

Landmændene ønsker et ligeså tæt samarbejde med Jakob Ellemann-Jensen, som de har haft med Esben Lunde Larsen.

Men om det bliver tilfældet, det er dog ikke helt sikkert, for den nye minister har lagt op til en mere miljøvenlig kurs.

Vi har i de seneste tre år haft et meget skarpt fokus på fødevareerhvervet, fordi det var nødvendigt. Men nu er tiden også kommet til at flytte balancen lidt over på det andet ben.

Jakob Ellemann-Jensen (V), miljø- og fødevareminister

- Man kan sagtens være grøn, selvom man er blå, siger Jakob Ellemann-Jensen på dagens pressemøde.

Han mener, at man godt både kan have en skarpere grøn profil og samtidig tilgodese landbrugserhvervet.

- Vi har i de seneste tre år haft et meget skarpt fokus på fødevareerhvervet, fordi det var nødvendigt. Blandt andet med en fødevare- og landbrugspakke, som var nødt til at blive sat i søen, og som vi står fuldstændig på mål for. Men nu er tiden også kommet til at flytte balancen lidt over på det andet ben, siger Jakob Ellemann-Jensen til TV2 ØSTJYLLAND og uddyber:

- For vi har også nogle forpligtelser i forhold til at bevare verden for vores børn, og det skal vi hele tiden huske, siger han.

De østjyske landmænd håber på et ligeså tæt samarbejde med den nye minister, Jakob Ellemann-Jensen (V), som de har haft med Esben Lunde Larsen (V).

- Det er klart, mit fokus er et andet sted

Lige nu har den nyudvalgte minister ikke store planer om revolutioner, da han skal sætte sig ind i området først.

- Men det er klart, at mit fokus er et andet sted. Esben kommer fra en baggrund i landbruget, og jeg kommer fra en baggrund i skoven, så at sige. Så derfor starter vi hvert vores sted, men det kan godt betyde, at vi alligevel er enige om vores politik, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Det er klart, at mit fokus er et andet sted. Esben kommer fra en baggrund i landbruget, og jeg kommer fra en baggrund i skoven, så at sige.

Jakob Ellemann-Jensen (V), miljø- og fødevareminister

Og om landmændene fra Østjylland bliver ligeså glade for ham, som de har været for Esben Lunde Larsen, det håber den nye minister i hvert fald på.

- Jeg synes, der har været en tendens til at lave en - i min optik - helt falsk konflikt mellem landbruget og miljøet, og det synes jeg ikke, der er nogen grund til, fordi begge dele er vanvittige vigtige for et land som Danmark, siger han og uddyber:

- Vi lever af vores landbrug og vores primærproduktion, og vi skal gerne efterlade en endnu bedre planet til vores børn, end den vi overtog. Så begge områder er noget, der kommer til at fylde, og ikke - forhåbentlig - udkonkurrere hinanden, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Læs også Kommune tvinger landmænd til at droppe sprøjtemidler

Satser på at få ønskerne hørt

Og tilbage hos landmændene, der satser de på, at deres ønsker frem til næste folketingsvalg vil blive hørt af den nye minister.

- Nu kan Jakob bruge den næste tid indtil valget på at vise sine evner som minister. Og så tager vi den derfra, når den tid kommer. Men hvis han vil føre den politik og dialog videre, som vi har haft med Esben, så er det et godt udgangspunkt for at komme igennem et godt valg, når den tid kommer, siger Jens Gammelgaard, der er formand for landboforeningen Odder-Skanderborg.

- Mit personlige ønske er, at de for eksempel kigger lidt på pesticidafgifterne. Det betyder faktisk rigtig meget for os inden for dansk landbrug, tilføjer Mogens Høeg Hørning, der er formand for Venstres kredsbetyrelse for Djursland.

Læs også Ny traktorrobot gør livet lettere for landmanden